NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Temadag om autisme – endnu bedre borgerinddragelse

Komponent holder en temadag med fokus på voksne med autisme for at styrke viden og handleparatheden, hvormed der kan etableres indsatser, der er præget af udvikling til gavn for den enkelte borger.

Indhold

Der diagnosticeres flere og flere med autismespektrumforstyrrelser – faktisk er der 85% flere danske blevet diagnosticeret med AFS de seneste 5 år, og i dag er knapt 33.000 danskere diagnosticeret med AFS. Dette kan sætte store krav til viden og de socialfaglige færdigheder, I som medarbejdere skal have på området. For borgerne er ofte i kontakt med flere forskellige steder i kommunerne, der ikke nødvendigvis er specialiseret eller har grundlæggende viden om borgere med AFS.

Komponent holder derfor en temadag med fokus på voksne med autisme for styrke viden og handleparatheden inden for dette område, hvormed der kan etableres indsatser, der er præget af udvikling til gavn for den enkelte borger.

Målgruppen for temadagen er ikke-pædagogisk uddannet personale, der som en del af deres funktion møder borgere med AFS. Det kan f.eks. være medarbejdere i Social-, Job- og ungecentret og tilbud tilknyttet disse (mentorer, virksomhedskonsulenter, UU-vejledere mv.). Pædagogisk uddannet personale er også velkomne.

Autismeområdet er præget af stereotype forståelser og sågar myter, hvilket kan vanskeliggøre arbejdet med at sætte den enkelte borger med autisme i centrum for indsatsen. Området er desuden kendetegnet af stor bredde og variation i målgruppen, og det kan udfordre den gængse forståelse af socialfaglig praksis, da der er andre logikker på spil her vedr. effektfulde indsatser.

Formiddagens indhold

Formiddagen har et diagnostisk perspektiv, hvor vi beskæftiger os med, hvordan verden opleves, når man har autisme. I den forbindelse gennemgår vi den diagnostiske udvikling, der er sket inden for de seneste år og beskriver hvad diagnosen sætter fokus på nu. Vi vil rydde op i mange ord og begreber, der findes inden for dette område.

At have autisme opleves meget forskelligt og denne forskellighed stiller krav til den socialfaglige praksis, hvor man i høj grad må justere indsats efter den enkelte borgers behov, hvis det, der sættes iværk, skal virke. På trods af denne store grad af variation inden for målgruppen, så er der nogle kendetegnende problemstillinger som mange borgere med autisme oplever. Det kan være en høj grad af udtrætning pga. socialt samvær, en udpræget grad ’detaljetænkning’ og en skæv profil, hvor man på nogle områder er yderst kompetent og på andre områder har behov for massiv støtte.

Når formiddagen slutter, har du kendskab til:

Diagnostisk udvikling og beskrivelse

Indefra-perspektivet: Hvordan kan verden kan opleves, når man har autisme?

Hvilke forståelsesmæssige faldgruber, der eksisterer på området – hvad er de oplagte misforståelser?

Eftermiddagen

Eftermiddagen omhandler den socialfaglige praksis og det konkrete samarbejde med borgere med autisme. Vi sætter fokus på hvad der kendetegner henholdsvis ’solstråle-historierne’ og de fastlåste sager. Til trods for gode intentioner og et årelangt fokus på borgerinddragelse, så har dette svære kår inden for ASF-område. Dette skyldes, at samarbejde og inddragelse netop sætter spot på de vanskeligheder, som man har, når man har autisme.

Eftermiddagen vil derved omhandle om hvordan man sætter ”autisme-venlige” rammer op for samarbejdet, og hvordan indsatser kan se ud på området, men også hvilken udviklingsforståelse, der kan kendetegne disse indsatser.

Når eftermiddagen slutter, har du kendskab til:

Mønstre vedr. hhv. fastlåste og effektfulde indsatser inden for ASF-området

Hvordan man sikre at de fastlagte mål og processer for indsats er tilpasset den enkelte borger

Hvordan man rammesætter en mere ’autismevenlig’ kommunikation med henblik på at understøtte samarbejdet og inddragelsen

Undervisere/ Oplægsholdere

Marie Louise Stochholm fra SOPRA. Marie Louise er også VISO-rådgiver.

Prisen er ekskl. moms og dækker undervisning og materialer Faktura sendes ud 3-4 uger før kursusstart. Optagelse på aktiviteten sker i den rækkefølge, vi modtager tilmeldingerne. Tilmeldingen er bindende efter fristens udløb.
Gem som favorit

Vil du vide mere?

Kontakt os i dag