NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Digitalisering og implementering af teknologi – en overset størrelse?

Ja! I hvert fald når man spørger 1264 kommunale ledere. Digitalisering og implementering af teknologi er nemlig både noget af det, de kommunale ledere er mest udfordret af og samtidig en af de opgaver, de bruger mindst tid på.

COKs undersøgelse Kommunal Ledelse 2015 viser, at digitalisering og implementering af ny teknologi er blandt top tre over de ledelsesopgaver, som kommunale ledere er mest udfordret af og bruger mindst tid på. 

”Nogle ledere har svært ved at finde tid til at kunne prioritere mellem de forskellige ledelsesopgaver. COKs undersøgelse viser netop, at implementering af ny teknologi bliver sat i baggrunden for andre dagsordener, mange nye tiltag og forandringer.” siger Jeanet Hardis, chefkonsulent i COK.    Når lederne bliver spurgt ind til, hvad de særligt finder udfordrende ved ledelse af digitalisering og ny teknologi, så peger de overvejende på tre ting:  
  • Udfordringen med at klæde medarbejdere på til at anvende nye løsninger
  • Udfordringen med at håndtere situationer, hvor ny teknologi og digitale løsninger giver uforudset merarbejde
  • Udfordringen med at få medarbejdere til at se værdien i at anvende den nye teknologi.
”For at klæde medarbejdere på til at anvende ny teknologi kræver det, at lederen formår at være forandringsagent. Som leder skal man have kendskab til metoder og måder, hvorpå man på arbejdspladsen kan lede store som små forandringer. Lederen skal kunne identificere potentialer, men det er samtidig vigtigt at have blik for, om der kan indhentes de gevinster, som effektiviseringen lover – f.eks. ved hjælp af værktøjer som business cases og gevinsttræer. Den del er netop central, hvis implementeringsarbejdet ikke skal give uforudset merarbejde uden reel værdtilførsel.”    Sådan lyder det fra COKs underviser Lise Kietzner, der sammen med Susanne Østergaard underviser på Ledelse af digitalisering, som er et valgmodul på Den Offentlige Lederuddannelse. På modulet tager de to undervisere også fat på udfordringen med at få medarbejdere til at se værdien i at anvende ny teknologi og nye digitale løsninger.   ”Lederen har en særlig opgave i at gå i front for udviklingsarbejdet. Som leder er det vigtigt at være en dygtig kommunikator, der kan få medarbejderne med på ideen, så de ser relevansen og mulighederne i at investere både kræfter og penge i udvikling og implementering af nye løsninger. På modulet arbejder vi konkret med, hvordan lederen kan styrke sin kommunikation og involvere medarbejderne i arbejdet,” fortæller Lise Kietzner.   Se mere om undersøgelsen Kommunal Ledelse 2015 her >>   Læs mere om DOL-modulet Ledelse af digitalisering her >>