FIT - Feedback Informed Treatment

Som antropolog finder jeg flere af metodens vidensmæssige forudsætninger ekstremt interessante. At FIT er en "meta-metode" er blandt andet funderet i en i virkeligheden ret banal konklusion, der er truffet af metodens ophavsmænd. Konklusionen går på, at det er engagement og relationsarbejde på den rigtige måde, der giver progression og øget trivsel - mere end det er den enkelte behandlingsmetode, -teori eller -tradition.    

Altså, hvis det man gør, virker, virker det sandsynligvis mere, fordi der skabes et godt engagement hos begge parter, end fordi man følger en helt særlig afart af anerkendende eller kognitiv terapeutisk tilgang på den helt rigtige manualbaserede måde. Den såkaldte - og fortsat meget omdiskuterede - "Dodo Verdict" er således en del af det vidensmæssige bagtæppe for FIT. Kort sagt: Hvis en metode er en godkendt og anerkendt behandlings- eller indsatsmetode inden for feltet, er der vældig, vældig lille forskel på outcome mellem de enkelte metoder.  

Relationsarbejde på den "rigtige" måde  

Men hvad er "relationsarbejde på den rigtige måde"? "Rigtig" betyder i denne sammenhæng - og i disse tider - blandt andet den måde, der giver mest "bang for the buck", altså mest effekt for indsatsen. I lyset af, at det ikke er forskellene i de enkelte traditioner, tilgange eller metoder, der gør forskellen, forfølger FIT det spor, der erfarings- og forskningsmæssigt giver effekten: den bedst mulige alliance og konsensus om det, man arbejder med, og betydende feedback om måden, man gør det på.  

For en antropolog er netop denne konklusion særdeles interessant. Det samme er ikke mindst det skridt videre, hvor man operationaliserer konklusionen og gør den til en meta-metodisk tilgang. At operationalisere vidensmæssige konklusioner er måske ikke det, antropologer er bedst til, og derfor kan det være rigtig forfriskende at se, at det kan gøres, og at det virker, og at det vækker genklang fagligt. Og nej, implementering af FIT er ikke enkel, men det gælder jo stort set alt her i livet, i hvert fald når man snakker metoder og tilgange i socialt arbejde.    

Et udtryk for sin tid  

Endvidere er FIT interessant, fordi metoden på så mange måder er et klart "sign of the times" - et udtryk for sin tid. Og kan rykke begreber som samskabelse, borgerfokusering og -involvering, servicedesign, empowerment, effekt og feedback videre fra buzzword-sfæren til, at man faktisk forsøger at "put the money where the mouth is” eller ”walk the talk", sammen med borgerne og brugerne. Man får kort sagt en metode frem for flere ord.   På samme måde er FIT interessant, fordi man på sigt kan opsamle ret systematisk og samlet viden om, hvad der virker - og mindst lige så vigtigt - hvad der ikke virker. FIT er svært optaget af, at så skal man ikke blive ved med det. Hvis det ikke virker. Og denne viden får man real time - man skal altså ikke vente i halve og hele år med opfølgninger. Således kan man sige, at FIT forener et "bottom up"-ønske om involvering og borgercentrering med et mere bureaukratisk og politisk formuleret top-down ønske om effekt for pengene og evidensbaserede arbejdsformer.  

Derfor har FIT også opnået ret stor udbredelse i Danmark på relativt kort tid, på tværs af mange indsatsområder. Og det er jo godt. Men traditionen tro skal vi også i Danmark være særdeles opmærksomme på eksisterende faglighed, og den måde eksisterende faglighed ser sig selv og de ikke altid lige logiske måder, vi organiserer vores velfærdsindsatser på. Sundhed, social, beskæftigelse, børn og unge, udsatte voksne, voksne med handicap, omsorg, familie, rehabilitering. I en metodisk tilgang, hvor udbuddet af "det, man kan gøre" med borgeren i en indsats skal være fleksibel og kunne ændres, løber man hurtigt panden mod en mur i vores organiseringer og udredninger og siloer og visitationsregler og BUM-modeller. Det er jo ikke FITs skyld. På samme måde vil man kunne sige, at det langt fra altid er borgerne og deres problemer, der er tunge, men derimod det system, der skulle understøtte den progression, vi er så interesserede i, borgerne oplever.  

Dét bliver udfordringen for FIT i Danmark, når man ser det i et tværgående perspektiv. Men FIT fits, og vi ved jo også godt, på måske 20. år, at der er behov for nogle særdeles gennemgribende reformer på socialområdet, der kan pille ved dette billede og måske ændre vores indsatskultur og -kontekster, så de bliver mere borgerfokuserede og dermed også FIT-orienterede.