Forandring fylder mest hos Kommunom-dimittender
Forandring af organisation og arbejdsgange er det vigtigste tema for administrative medarbejdere i kommunerne. Det viser en analyse af afgangsprojekter på Kommunomuddannelsen.
“Hvilken effekt har den nylige forandring i vores organisation haft for medarbejdernes trivsel og mulighed for at yde god service?” Nogenlunde sådan lyder problemformuleringen for langt størstedelen af de studerende, der i sommeren 2014 afleverede afgangsprojekt på Kommunomuddannelsen i Herlev.
I afgangsprojekterne forholder de studerende sig til en lang række forskellige cases og scenarier, men fælles for stort set alle er, at de beskæftiger sig med de udfordringer, som opstår, når krav om effektivisering udmøntes i organisationssammenlægninger, standardisering af arbejdsgange og især digitalisering. De studerende undersøger både, hvad forandringsprocesserne betyder for medarbejdernes trivsel, og hvordan forandringsprocesserne påvirker medarbejdernes mulighed for at yde god service. Det viser en analyse af afgangsprojekter på Kommunomuddannelsen i sommeren 2014. Også de øvrige temaer på top 5-listen relaterer sig til forandringer og deres konsekvenser:
- Forandring
- Medarbejderinddragelse
- Digitalisering og borgerkommunikation
- Trivsel
- Krav og forventninger
”Det er meget tilfredsstillende at se, hvordan de studerende oplever sig selv som kompetente og klar til at gå ind i forandringsprocesser. De har en stor ekspertviden, og det er kun naturligt, at det skaber frustrationer, når den viden ikke bliver brugt. Det er ærgerligt for medarbejderne, men det er også synd for kommunerne, at de går glip af nogle virkelig værdifulde informationer, f.eks. i forhold til analyse af arbejdsgange”, siger Marna Thyman, uddannelsesleder på Kommunomuddannelsen i COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling.
Sådan har vi gjort
Analysen er baseret på en gennemgang af 30 ud af ca. 40 afgangsprojekter fra Kommunomuddannelsen i Herlev, skrevet i sommeren 2014. Vi har gennemlæst problemfelt, problemformulering, konklusion og perspektivering og udvalgt centrale begreber, som efterfølgende er blevet analyseret via Wordle.