Involvering og samskabelse på teknik- miljø og klimaområdet
- Kursus
Vindmøller, der skal placeres, jord, der skal udlægges og forbrug, der skal sænkes: På miljø-, teknik- og klimaområdet efterspørger både borgere og politikere oftere og oftere meningsfulde processer, der involverer borgerne i beslutninger, udvikling eller/og samskabelse af enten en ny måde at indrette naturen, byen eller en ny og mere bæredygtig måde at bo, transportere sig og forbruge på.
Rigtig mange medarbejdere bliver i disse år sat til at stå for disse processer. Og vi oplever, at I gerne vil det. Men det kan være svært at være både embedsmand og facilitator. At varetage både myndighedsrolle og en bemyndigende rolle.
Derfor har du brug for at blive endnu bedre til procesfacilitering. Derfor tilbyder Komponent nu et kursus i facilitering af samskabelse og innovation til medarbejdere og ledere på miljø-, teknik og klimaområdet i kommunerne.
Kurset hjælper jer til at styrke facilitering af borgerinvolvering og samskabelse med andre aktører – i alt fra det almindelige arbejde i afdelingen til helt enestående processer i kommunens historie. Fra involverende processer med boligorganisationer til større borgermøder eller -processer. Målet er at facilitering bliver en integreret kompetence i medarbejdernes værktøjskasse. Vi sætter erfaringer og hverdagens udfordringer og opgaver i spil, og ruster deltagerne til at stå godt på gulvet, uanset om det er til et lille møde med interessenter eller et stort møde med mange borgere, uanset om mandatet er kendt eller ukendt og om vidensniveauet er højt eller lille hos deltagerne. Du har måske prøvet det før, men nu får du redskaberne til at stå helt trygt på gulvet, også når bølgerne går højt, når forudsætningerne ændrer sig og når du har brug for at afstemme med borgere, interessenter, ledere eller politikere.
Kurset er målrettet - og bruger cases - fra teknik- klima og miljøområdet. Du og/eller din medarbejder møder derfor kolleger fra andre kommuner, der ved, hvad I taler om, og kan dele, hvad der er svært.
På dette forløb kan du ikke læne dig tilbage og lytte. Hvis du vil være en bedre facilitator, må du i gang med at øve dig. Du vil ligeledes kunne forvente at skulle arbejde sammen med andre deltagere om at facilitere små processer i løbet af kursusdagene.
Varighed: Tre dage i alt, fordelt på to dage med overnatning og en opfølgningsdag.
-
Trinity Hotel og Konferencecenter, Gl. Færgevej 30, Snoghøj, 7000 Fredericia
31. marts kl. 10.00 - 1. april 2025 kl. 15.00
29. april 2025 kl. 9.00 - kl. 15.30