Lederuddannelsen der gør kommunerne omstillingsparate
I Center for Offentlig Kompetenceudvikling, en forening og læringsvirksomhed ejet af landets 98 kommuner, uddanner de fremtidens kommunale ledere. Ledere, der skal omsætte og eksekvere intentionerne i den reformbølge af politiske beslutninger, der gennem de senere år har ramt kommunerne. Det handler bl.a. om skolereformen, dagtilbudsreformen og beskæftigelsesreformerne, og det handler om et politisk forstærket fokus på at få mest mulig service og kvalitet for stadig færre økonomiske midler. Det er en udfordring for medarbejderne og et puslespil for de kommunale ledere, der skal sætte det hele i scene for kommunens borgere.
Teori til praksis
Nye arbejdsopgaver, nye arbejdsmetoder, ændrede organisationsformer, digitalisering, fusionerede enheder og en markant og skarp økonomisk virkelighed med fokus på produktivitet og effektivitet kræver effektiv og fremsynet ledelse. En ledelse og en ledelsestilgang, der kan tage udfordringerne op, og som tør lægge arm med de konkrete problemstillinger.
Den Offentlige Lederuddannelse, som er en videreuddannelse på diplomniveau og i alt udløser 60 ECTS-point, klæder kommunale ledere i institutioner og kommunale enheder på til at tage livtag med fremtiden i et udviklingsperspektiv. Det sker med fokus på service og kvalitetsudvikling, og i en studieform med vægt på en praksisnær tilgang, hvor de nyeste teorier omsættes til konkrete handlinger og tydelige initiativer med afsæt i kommunale prioriteringer, mål og visioner.
- At være leder i den kommunale sektor i en turbulent tid med store omstillingsprojekter kræver nye kompetencer og uddannelse. I uddannelsen arbejder vi caseorienteret og søger i videst muligt omfang at inddrage de studerendes egne erfaringer i undervisningen. På den måde bliver undervisningen meget levende og med rig mulighed for at spejle sin egen hverdag og ledelsesvirkelighed i undervisningen og i dialogen med de øvrige medstuderende, fortæller Claus Damgaard, der er afdelingschef i COK.
Gevinst for alle
Den Offentlige Lederuddannelse er bygget op omkring en række obligatoriske grundmoduler, fire valgfag og et afsluttende speciale.
Der er tale om en dynamisk uddannelse, der er i konstant udvikling. Da COK er ejet af kommunerne og derfor i tæt dialog med Kommunernes Landsforening, justeres uddannelsen hele tiden i forhold til de behov og den virkelighed, som kommunerne agerer i og skal forholde sig til. Dynamikken og den hurtige vej til justeringer af uddannelsesindholdet sikres tillige af et Advisory Board bestående af kommunale HR-chefer, fagchefer og topchefer med hænderne dybt begravet i den kommunale virkelighed.
- Uddannelsen er matchet godt op, og stærke kræfter sikrer, at uddannelsens faglige indhold altid flugter med den efterspørgsel, der er i kommunerne. Det giver de studerende sikkerhed for, at de altid vil møde de nyeste teorier og fremmeste trends inden for ledelse i den kommunale forvaltning. Og netop fordi vi samtidig arbejder med de studerendes egne ledelsesudfordringer, er der heller ikke langt fra ord til handling. Det viser sig nemlig, at de problemstillinger, vi arbejder med i undervisningen, hurtigt kan omsættes til konkrete indsatsområder og initiativer i egen organisation. Uddannelsen er en gevinst for både kommunen og for den enkelte studerende, fordi den nye viden og indsigt hurtigt kan skabe de efterspurgte forandringer i kommunerne, forklarer Claus Damgaard.
Tre ben
Uddannelsen henvender sig både til nuværende ledere og ledere in spe. Man kan tage modulerne som åbne forløb på COKs seks kursussteder, eller kommunen kan gennemføre skræddersyede lederudviklingsforløb for ledere på et eller fl ere fagområder. Underviserne, der oftest er hentet ind direkte fra kommunernes maskinrum, tæller både direktører, økonomer og jurister, men i gruppen af eksterne undervisere finder man også universitetslektorer og professorer.
- Uddannelse handler jo altid i et eller andet omfang på at forberede sig på fremtiden. Det er i høj grad det sigte, Den Offentlige Lederuddannelse understøtter. For der er ingen tvivl om, at kompleksiteten i den kommunale forvaltning og det kommunale ledelsesrum bliver større i takt med, at nye politiske tiltag ændrer vilkårene for at løse opgaverne. Det gælder uanset om man er leder i skolesystemet, i en daginstitution, på et plejehjem, i en teknisk forvaltning eller på rådhuset. Derfor er det vigtigt, at vi ruster nuværende og kommende ledere til både at tackle fremtidens budgetter, daglig drift og udvikling og innovation. Det er også de tre ben, uddannelsen hviler på. Det hele skal gå op i en højere enhed, så der kan leveres høj kvalitet og god service til kommunens borgere, siger Claus Damgaard.
Artiklen er skrevet af Michael Winther og er oprindeligt trykt i Politikens karrieresektion den 26. oktober 2017.