NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Administrative medarbejdere vil være med til forandringer

Kommunomuddannede administrative medarbejdere føler sig rustede til at tage del i de mange forandringsprocesser, som foregår i kommunerne lige nu. Men de bliver ikke inddraget. 
Forandringsprocesser er det mest aktuelle tema for de kommunale administrative medarbejdere, der i sommeren 2014 har afleveret afgangsprojekt på Kommunomuddannelsen. De studerende ser sig selv som aktive medspillere i implementering af forandringer, men de bliver ikke inviteret med. Der er behov for mere medarbejderinddragelse, viser en analyse af semesterets afgangsprojekter.
 
Når der gennemføres forandringer, fusioner og ændringer i arbejdsgangene i kommunerne, er det naturligt at invitere de administrative medarbejdere med i processen, mener de studerende. De sidder inde med en ekspertviden om det daglige arbejde, som med fordel kan bruges, når man udarbejder nye arbejdsgange og organisationsstrukturerer. 
 
Et større ledelsesmæssigt fokus på medarbejderinddragelse i de komplekse processer kan højne trivslen på arbejdspladsen, mens manglende anerkendelse af de administrative medarbejderes kompetencer og viden på området fører til faldende trivsel, faldende motivation og øget stress, viser analysen. 
 
“Hvis medarbejderne ikke inddrages i forandringsprocesserne, vil man meget ofte opleve modstand. Men det er ikke modstand mod forandringer, som analysen jo også viser. Det er modstand mod den proces, man har igangsat. Medarbejderne kan godt se, at der er behov for effektivitet og innovation, det skal bare ikke ske hen over hovedet på dem. Det er vigtigt, at lederne formår at motivere medarbejderne og udnytte deres kompetencer i forandringsprocessen”, siger Marna Thyman, uddannelsesleder på Kommunomuddannelsen i COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling. 
 

Sådan har vi gjort

Analysen er baseret på en gennemgang af 30 ud af ca. 40 afgangsprojekter fra Kommunomuddannelsen i Herlev, skrevet i sommeren 2014. Vi har gennemlæst problemfelt, problemformulering, konklusion og perspektivering og udvalgt centrale begreber, som efterfølgende er blevet analyseret via Wordle.