Robotter i velfærdens tjeneste
Romibo
Kæle-sælen, der skaber tryghed hos demente, har fået kompagniskab af Romibo. Romibo er en robot, der leger og hjælper børn med indlæringsvanskeligheder. Robotterne er for længst flyttet ud af ingeniørernes laboratorier og industriens produktionshaller. Netop nu befinder robotterne sig på et udviklingstrin, hvor psykologer, sprogfolk og antropologer supplerer teknikerne og gør robotterne klar til at løse velfærdsopgaver.
– Her på konferencen har jeg set, hvordan amerikanske skoler anvender robotter som en fast del af undervisningen for at sikre faglig og social inklusion. Jeg har set, hvordan robotten går ind som the missing link mellem svage elever og undervisningen, men også som bindeled mellem de enkelte fag, fortæller Jan Kjellerup.
Næste generation af robotter vil være kognitive maskiner, der forstår sætninger, udtrykker sig og reagerer på verbal og fysisk kontakt. Den nyeste robotteknologi gør, at robotterne ikke kun løser definerede opgaver, men indgår som en selvstændig social og tværfaglig faktor i undervisningen.
Robotterne kommer til Danmark!
Hvis robot- og velfærdsteknologi interesserer dig, skal du ikke fortvivle. Du har nemlig mulighed for at deltage, når RoboBusiness Europe inviterer til stor konference i Odense den 1.-3. juni 2016.
Blandt de mere end 50 internationale oplægsholdere, kan du bl.a. opleve COKs direktør Ib Oustrup og Chief Robot Officer Poul Martin Møller fra Region Syddanmark.
COK vil desuden være vært for et spor, der sætter særligt fokus på den kommunale sektors implementering og brug af robot- og velfærdsteknologi. I øjeblikket er Karin Albjerg og Jan Kjellerup i gang med en interviewrunde, hvor direktører og nøglemedarbejdere på de store velfærdsområder hjælper til at kvalificere sporets indhold, så oplæg og oplevelser bidrager til at løse de udfordringer, kommunerne oplever på området lige nu.