Udvikling, forandring og innovation (5 ECTS)
- Uddannelse
- Valgmoduler
Lær at arbejde strategisk med innovative løsninger, der gavner borgere og brugere, og få kendskab til udviklings-, forandrings- og innovationsteorier samt erfaringer med samskabende processer.
Modulet udvikler dine evner til at arbejde strategisk og i den sammenhæng understøtte innovative løsninger til gavn for brugere og borgere inden for rammerne af dels den førte politik og dels generelle regler, som regulerer offentlige organisationers virke. Du styrkes i konstruktivt at udfordre rammerne med henblik på at udvikle innovative løsninger til gavn for borgere og brugere. Du får kendskab til udviklings-, forandrings- og innovationsteorier, offensive strategier og tænkninger, samt erfaringer med i praksis at eksperimentere med dem og iscenesætte og implementere samskabende processer.
Du styrker din evne til at sætte den daglige drift ind i en større strategisk og meningsgivende sammenhæng ud fra overvejelser om mission og vision for den offentlige myndighed, du er en del af og til gennem strategisk ledelse at håndtere forandringer i organisationen både i forhold til det konkrete indhold i ydelsen og i krav fra omverdenen.
Du bliver i stand til at identificere nye tendenser, som har indflydelse på den ydelse, som organisationen leverer og bliver styrket i din evne til at inddrage medarbejdere og brugere aktivt i nytænkning og udvikling.
Du udvikler kompetencer til at bruge målrettet evaluering som udviklingsredskab og til at skabe en organisationskultur, som understøtter udvikling og innovation.
1. Strategisk udvikling, forandring og innovation og det særlige ved den offentlige organisation
Temaet har fokus på, hvordan strategisk ledelse i den offentlige organisation kan iagttages, analyseres og forstås i det særlige komplekse samspil, der karakteriserer det offentlige. Vi bearbejder den enkelte leders muligheder for på den baggrund at understøtte udvikling og innovation i egen organisation.
2. Strategi - forskellige forståelser og praksis
Temaet fokuserer på, hvad strategi er og hvordan den hænger sammen med udvikling, forandring og innovation. Temaet arbejder med de forskellige tilgange, du som leder må kunne analysere og forstå for derigennem at kunne træffe de relevante valg.
3. Udvikling og forandring
Temaet fokuserer på synliggørelse af processer, forandring og forankring, dokumentation og evaluering, herunder hvordan udvikling og forandring kan iagttages, analyseres og håndteres som en rekonstruktionsproces. Derudover arbejder vi med sproget og diskursens betydning som redskab, herunder muligheder for at møde modstand som positiv energi, der kan sættes i arbejde for forandringen.
4. Innovation i den offentlige kontekst
Temaet fokuserer på begrebet innovation som multifacetteret med særligt henblik på proces- og organisationsbaseret innovation. Du vil blive præsenteret for forskellige metoder til idéudvikling og design af konkrete modeller for en ønsket fremtid, samt forskellige værktøjer til at udfordre vante måder at tænke og løse ledelsesudfordringer på.
Forløbet består af 4 undervisningsgange, vejledning, opgaveskrivning og mundtlig eksamen. Det skriftlige oplæg er på max. 5 sider pr. person.
Pensum udgøres af grundbøger (helt eller delvist) samt artikler, og udgør ca. 500 sider. Grundbøger udleveres og de elektroniske artikler lægges på mitCOK.
Litteratur til hver undervisningsgang vil fremgå af lektionsplanen, som fremsendes ved endelig tilmelding til modulet.
Se læringsmål i den vedhæftede fil.
For at blive optaget skal du minimum have en kort videregående uddannelse samt to års erhvervserfaring. Husk at uploade dokumentation for, at du kan optages.
Skr./mdtl.
Modulet henvender sig til ledere i offentlige organisationer.