Ledelse, kommunikation og organisation (5 ECTS)
- Uddannelse
- Valgmoduler
Teoretisk og praktisk viden om organisationsteori med særlig fokus på kommunikationens rolle i organisationen og i det ledelsesmæssige rum.
Modulet bidrager til, at du som leder opnår teoretisk som praktisk viden og forståelse for forskellige organisationsteorier og metoder til organisationsudvikling med fokus ledelsesmæssige og kommunikative aspekter.
Du udvikler din evne til at identificere og reflektere over, hvordan de kommunikative aspekter får betydning for dit ledelsesmæssige og organisatoriske arbejde og du bliver i stand til at iagttage, analysere og forholde dig fortolkende til den måde, hvorpå kommunikative processer konstruerer mening og betydning i offentlige organisationer.
Du styrkes i at vurdere forskellige ledelses- og organisationsteorier med vægt på deres kommunikative aspekter i forhold til din egen organisation og egne ledelsesmæssige tiltag og udfordringer, såvel som du bliver i stand til at omsætte viden og færdigheder inden for rammerne af egne organisatoriske og ledelsesmæssige professionelle etikker.
Modulet fokuserer på følgende temaer:
1. Teorier, der behandler de kommunikative dimensioner der fokuserer på skabelse af ledelse og organisation i en gensidig proces. Forskellige kommunikative teorier samles i et paradigmatisk helhedsperspektiv, som sigter mod at lederen bliver i stand til at iagttage, forstå og reflektere hvordan de enkelte teorier hver for sig såvel som i deres sameksistens skaber betydning i offentlige organisationer.
2. Kommunikative processer der konstruerer mening og betydning i organisationen. Temaet giver den lederen mulighed for at iagttage og analysere betydningen af egen og andres kommunikation i konstruktion af mening og betydning i organisationen og i relation til omverdenen.
3. Ledelsens særlige betydning for de kommunikative processer. Med særligt fokus på hvorledes lederen kan forholde sig fortællende og fortolkende til selvledelse - herunder til sin egen selvskabelse og etik.
4. Lederens betydning for skabelse af sit eget ledelsesmæssige rum i et kommunikativt perspektiv. Temaet giver lederen erfaringer med, hvordan nærvær, empati og samskaben åbner for anderledes ledelsesmæssige muligheder.
Forløbet består af 4 undervisningsgange, vejledning, opgaveskrivning og mundtlig eksamen. Den skriftlige opgave har omfang af max. 5 sider per person.
Pensum udgøres af grundbøger (helt eller delvist) samt artikler, og udgør ca. 500 sider. Grundbøger udleveres og de elektroniske artikler lægges på mitCOK.
Litteratur til hver undervisningsgang vil fremgå af lektionsplanen, som fremsendes ved endelig tilmelding til modulet.
Se evt. læringsmål i den vedhæftede fil for yderlige oplysninger.
For at blive optaget skal du minimum have en kort videregående uddannelse samt to års erhvervserfaring. Husk at uploade dokumentation for, at du kan optages.
Skr./mdtl.
Modulet henvender sig til offentlige ledere.