NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Skab et fælles ledelsesrum

Ledergruppe i Jobcenter Holstebro har på et to-dages forløb haft fokus på egen rolle og egne kompetencer i organisationen. Resultatet er et ændret syn på de mange udfordringer og fornyet energi og motivation.

Arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune, Søren Landkildehus, er overbevist om, at en professionel og enig ledelse er altafgørende, hvis Jobcenter Holstebro skal levere resultater. Flotte resultater forudsætter dygtige medarbejdere og tilfredse borgere. 

Som vand i en ørken

Det er vigtigt med en klar og enkel strategi, hvor medarbejderne oplever enighed og fællesskab om opgaven. Det forudsætter dog også fokus på det professionelle lederskab. Igennem forløbet er lederne vokset, hvilket igen har haft en positiv afsmitning på hele organisationen og medarbejderne. At afsætte tid og ressourcer til at gøre ledergruppen bedre blev modtaget som vand i en ørken, fortæller Søren Landkildehus, der siden 2010 har været leder inden for beskæftigelsesindsatsen.
 

På forløbet har ledergruppen blandt andet beskæftiget sig med lederevaluering, investeringscases og hvordan den rigtige organisering kan levere resultater og trivsel samtidigt.

Al erfaring viser, at en prioritering af førstelinjeledernes ledelsesrum er den mest betydningsfulde enkeltfaktor for at opnå gode resultater. En inddragelse af førstelinjelederne i strategiudviklingen som gjort i Holstebro optimerer på afgørende vis jobcenterets samlede muligheder for at lykkes med indsatserne, tilføjer chefkonsulent Finn Borch fra COK.

Udfordringer er en gave

Ifølge Søren Landkildehus har forløbet medført, at ledergruppen i Jobcenter Holstebro taler om ledelse i et nyt perspektiv hævet over den konkrete udfordring.

Hvordan kommunikerer vi? Hvis vi omtaler de mange udfordringer som en gave frem for problemer, så kan udfordringerne være med til at skabe fornyet energi og kreativitet. Hvilke løsninger er mulige?, påpeger arbejdsmarkedschefen, der kom til Holstebro Kommune i oktober sidste år.

Ledergruppen er rykket tættere sammen

Med forløbet er ledergruppen blevet tydeligere på, hvad ledergruppen er sammen.

Det bedste ved forløbet er, at der blev skabt rum for, at vi sammen kunne være usikre og nysgerrige. Desuden har forløbet gjort mit og mine mellemlederes ledelsesrum tydeligere. Hvor kan vi være involverende, og hvor kan vi ikke. Forløbet har gjort mig bevidst om, hvorfor det kan være vigtigt at lukke mellemlederne ind i chefgruppen. Og sidst, men ikke mindst - vi er begyndt at agere som ledelse frem for at reagere, fastslår arbejdsmarkedschefen.