Lønkrav – efterbetaling, tilbagesøgning og forældelse
- Kursus
- Personalejura
Kan en medarbejder kræve manglende løn efterbetalt, hvis der bliver udbetalt for lidt? Eller kan kommunen kræve lønnen tilbagebetalt, hvis der er betalt for meget? Kursus om lønkrav og forældelse.
Hvis der ved en fejl bliver udbetalt for lidt eller for meget løn til en eller flere medarbejdere, er spørgsmålet, om medarbejderne kan kræve den manglende løn efterbetalt? Eller om kommunen kan kræve den for meget udbetalte løn tilbagebetalt?
De efterbetalingskrav, som kommunerne bliver mødt med fra medarbejdere, kan være af en betydelig størrelse, særligt hvis den fejlagtige lønudbetaling har berørt flere medarbejdere eller har stået på i meget lang tid.
Grundigt kendskab til forældelseslovens regler kan i sådanne situationer spare kommunen for mange penge, da man ellers kan komme til at efterbetale mere, end man har pligt til.
Tilsvarende kan grundigt kendskab til reglerne om tilbagesøgning af for meget udbetalt løn være en forudsætning for, at kommunen får opkrævet beløb, som man retsmæssigt har adgang til at tilbagesøge.
På kurset gennemgår vi både reglerne om efterbetaling og tilbagesøgning samt reglerne om lønkravs helt eller delvise ophør som følge af forældelse eller passivitet.
Spørgsmålet om tilbagebetaling, tilbagesøgning og passivitet er ikke lovreguleret. Det reguleres af dansk rets almindelige uskrevne regler, som er udviklet på grundlag af retspraksis. Reglerne om forældelse er regulereret af forældelsesloven.
Vi ser blandt andet på, hvordan efterbetalingskrav opstår, dokumenteres og opgøres. Hvordan man skal forholde sig til fejlen fremadrettet, og om der skal ske efterbetaling. Vi kommer også ind på spørgsmålet om, der skal betales (mora) renter af et lønkrav, hvis der skal efterbetales, og hvornår sådanne rentekrav er forældet.
Udgangspunktet er, at en medarbejder der vidste eller burde vide, at pågældende har fået for meget i løn, skal betale tilbage. Det beror på en konkret vurdering, og vi gennemgår den seneste retspraksis på området, og ser på hvilke elementer der er afgørende i vurderingen af, om en medarbejder burde vide, at der var tale om en fejlagtig lønudbetaling. Vi kommer også ind på spørgsmålet om, hvordan tilbagesøgningen kan ske i praksis, og hvordan man skal forholde sig, hvis der er betalt for meget pension.
Afslutningsvis ser vi på, hvornår lønkrav forældes eller bortfalder på grund af passivitet.
Dit udbytte
På dette kursus bliver du i stand til at vurdere og håndtere konkrete sager, hvor der er betalt for meget eller for lidt i løn eller pension til en medarbejder.
På kurset underviser chefkonsulenter Nina Ammitzbøll Juul og Lotte Bryde, KL, Jura og EU. Begge rådgiver dagligt kommunerne i sager om efterbetaling, tilbagesøgning og forældelse. Nina og Lotte er endvidere erfarne undervisere.
Kurset er for personalejurister i kommuner og regioner og erfarne lønkonsulenter, som håndterer sager om for meget eller for lidt udbetalt løn eller pension.
-
Munkebjerg Hotel, Munkebjergvej 125, 7100 Vejle
28. november 2024 kl. 9:00- 16:00
-
KL-Huset, Weidekampsgade 10, 2300 København S
19. november 2025 kl. 9.00 - kl. 16.00