NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Teoretisk læring bliver til kød og blod i praksis

DOL er ikke bare et bevis til at hænge op i en ramme på kontoret – læringen skal udvikle bedre ledelse og gøre en reel forskel i lederens daglige praksis. Derfor sætter underviser Jesper Holm målet om at forankre den nye viden i den enkelte studerendes personlige ledelse på skoleskemaet fra første dag. Og det virker, bekræfter tidligere DOL-studerende Elin Tollestrup Jensen.

Der kan umiddelbart synes at være langt fra Maslows behovspyramide til motivation af medarbejdere i en organisatorisk forandringsproces. Men sammenhængen eksisterer - den kræver blot refleksion at få frem. Og refleksion er et nøgleord, når Jesper Holm underviser både kommende, nye og erfarne ledere på Den Offentlige Lederuddannelse (DOL):

"Vi er sammen for at reflektere med henblik på at skabe forandringer i praksis. DOL-diplomet er i den sammenhæng en sidegevinst - ikke for at tale det ned, men for mig er det altafgørende, at det, jeg underviser i, skal bidrage til at udvikle bedre ledelse og gøre en forskel i praksis", siger Jesper Holm. 

Han underviser for COK på DOL'en og har selv en fortid som mangeårig kommunal chef. Han kender derfor sine studerendes udfordringer og virkeligheder. Som DOL-underviser er opgaven at skabe en sammenhæng mellem den hverdag, de studerende tager med ind i undervisningslokalet, og de cirka 1.000 siders pensum, som et DOL-modul typisk består af:

"Et mantra for mig er at få teori og praksis til at tale sammen. Hvis ikke vi kan bruge Maslow til det, har hans teorier ingen værdi på DOL-uddannelsen. Teorierne skal give de studerende en forståelse for det, som foregår i praksis. Og på baggrund af den nye forståelse skal den DOL-studerende kunne handle på en anden måde, når vi sammen har læst og forstået teorien. Vi skal vide, hvad Maslows svar ville være på en given udfordring i praksis anno 2019", siger Jesper Holm.

Indsigt i egne udfordringer som leder

Om lige præcis Maslow har gjort en forskel i Elin Tollestrup Jensens daglige praksis som leder af Unge- og Familieindsatsen i Mariagerfjord Kommune, er ikke sikkert. Men det har anden teori og læring fra DOL'en. Til daglig er hun leder for godt 20 socialfaglige medarbejdere, der arbejder med børn og unge i udsatte familier. DOL-beviset fik hun i 2018, men allerede undervejs i diplomuddannelsen tog Elin Tollestrup Jensen læringen med 'hjem'. Hun blev bevidst om egne udfordringer som leder trods mere end 15 års erfaring. Og hun omsatte teori fra studiet til blandt andet at effektivisere måden at holde møder på: 

"Mit udbytte af DOL'en har generelt været stort. Jeg har selvfølgelig både fået større teoretisk viden, men også en større indsigt i mine egne udfordringer i forhold til at være leder i hverdagen. Det er så komplekst, og DOL'en har også givet mig en større indsigt i mine medarbejdere, siger hun og bifalder uddannelsens krav om, at opgaver og eksamensprojekter skal rumme problemstillinger, der afspejler hverdagspraksis, og som de studerende kan prøve af 'hjemme' i organisationen."

Teori blev til daglig rutine

Helt konkret præsenterede Elin Tollestrup Jensen udvalgte teoretiske værktøjer og modeller for sit personale:

"For eksempel sagde jeg til mine medarbejdere: 'Jeg er i gang med det her på mit studie, og jeg vil gerne afprøve en ny model.' Det var de vældig samarbejdende om, netop fordi de godt vidste, at jeg var i gang med DOL'en. På den måde rettede vi sammen vores praksis til på flere områder, så det i dag er blevet rutine", siger hun og uddyber:

"På vores møder har vi blandt andet ændret måden, som vi taler om et givent tema. Det sikrer, at vi kommer hele vejen rundt om temaets forskellige perspektiver. Den nye fremgangsmåde er mere styret, systematisk og levner ikke plads til 'synsninger'." 

At bygge bro mellem teori på uddannelsen og ledelse i praksis handler for Elin Tollestrup Jensen først og fremmest om at være åben. Og lidt modig:

"Som leder skal man være transparent og fortælle medarbejderne, hvad tingene handler om - hvorfor skal vi tænke eller gøre sådan. Når jeg inddrog personalet i konkrete situationer fra DOL'en, blev det også nemmere for mig at være autentisk i at udvikle min ledelsespraksis. Min læring fik kød og blod." 

Men, understreger Elin Tollestrup Jensen, - "det kræver også, at jeg som leder er klar til at udfordre og sætte mig selv i spil for at kunne bruge min læring. Det er både spændende og - ja, udfordrende. Som leder skal man insistere på sin praksis, også når medarbejderne måske synes, at det er lidt træls at skulle gøre tingene på en nye måde", siger hun. 

Ledelsesmæssigt selvværd og handlerum

For Jesper Holm er erfaringen tilsvarende, at de studerende på DOL'en opbygger både større ledelsesmæssigt selvværd og handlerum undervejs i forløbet. Det sker både på baggrund af refleksionen i undervisningen, men i høj grad også fra de træningsbaner, de studerende selv sætter op i deres daglige praksis.

Noget af handlerummet bliver skabt, fordi uddannelsen sætter gang i ting hos den enkelte studerende. De bliver simpelthen dygtigere. Men det har også betydning, at så mange nye og erfarne ledere tager en DOL i dag, det giver et kollektivt sprog og fælles bevidsthed om god ledelse og om evnen til at reflektere. To faktorer, der er med til at sikre, at læringen bliver forankret i praksis. 

Her spiller den teoretiske viden en stor rolle, pointerer Jesper Holm: 

"Jeg plejer at sige, at der ikke er noget så praktisk som en god teori. Teori kan give os en systematisk måde til at få et overblik over det, som foregår - teori er en måde at strukturere tanker og refleksioner på. Det skaber bedre ledelse og giver den enkelte leder et større handlerum, fordi de har et DOL-landkort inde i hovedet og kan koble udfordringer i hverdagen med teorier, de har lært. Den refleksion skaber mere systematik og kan give større selvtillid til at handle. Jo flere gange en leder gør noget, desto mere bliver det en integreret del af lederens adfærd. Over tid giver nye handlinger både ledelsesmæssig selvtillid og selvværd".

Læs mere om DOL og strategisk lederudvikling her

DOL er 'plug and play'

For Elin Tollestrup Jensen har DOL'en gjort hende bevidst om, at sværdslag og modstand i en personalegruppe med forskellige fagligheder er et vilkår i en hverdag som leder, og udfordringerne har hun lært at invitere ind som noget spændende: 

"Jeg er selv fra den tid, hvor man kunne få en lederstilling, hvis man virkelig arbejdede hårdt fagligt. Men det betød jo ikke, at man var en god leder. Og inden DOL'en havde jeg af og til svært ved at gennemskue, hvorfor jeg ikke kunne få medarbejderne med på dette og hint. 'I skal bare gøre, som jeg gør - hvor svært kan det være?'. På DOL'en fik vi virkelig gode redskaber til at arbejde med blandt andet forandring, som ofte skaber modstand, siger hun og konstaterer:

"Så ja, DOL'en har gjort mig til en bedre leder. Den personlige udvikling og opmærksomheden på mine egne udfordringer i ledelse, som jeg gennemgik på studiet, var vigtig. Og nej, jeg har ikke en formodning om, at nu er jeg 'færdiguddannet' som leder. Jeg vil stadig få behov for at lære nyt."