Samskabelse sker mellem borgeren, den frivillige og den fagprofessionelle

På godt to år er Kristina Louise Bliksted gået fra at være statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet til at skabe en frivillig organisation, hvor sårbare udsatte borgere kan få tilknyttet en sundhedsfaglig studerende til at støtte dem i deres møde med sundhedssystemet. Og nu til at blive ansat af Aarhus Kommune for at drifte og udvikle Social Sundhed i hele kommunen. 

Det er noget af det, Kristina vil fortælle om på en af de mange sessioner på Samskabelsestræf 2016. Vi har stillet Kristina tre spørgsmål som optakt – læs svarene her: 

Hvordan startede Social Sundhed – brobyggere i sundhedsvæsnet?

Jeg har ikke selv en sundhedsfaglig uddannelse, men jeg har fra mit privatliv erfaring med, hvordan sårbare og udsatte borgere har det sværere i mødet med sundhedssystemet end andre. Jeg er derfor optaget af den stigende sociale ulighed i vores sundhed, selvom alle i princippet er lige. 

Forum for Social Innovation Aarhus afholdt en casecompetition på Aarhus Universitet, hvor vi præsenterede vores idé om, at sundhedsfaglige studerende kunne agere støttepersoner og brobyggere for udsatte borgere i mødet med sundhedsvæsnet inden for både psykisk og fysisk sygdom, behandling og rehabilitering. 

Vi vandt konkurrencen, og en af dem, der sad i dommerpanelet, var fra Sager der Samler – et hus for hverdagsaktivister, der skaber rum til at udfolde idéer. Hun tog fat i mig bagefter og spurgte, om jeg ikke ville sætte handling bag i stedet for at smide idéen i skrivebordsskuffen, hvor så mange andre af de ting, vi laver på universitetet, ender. Sager der Samler hjalp os med at udvikle idéen og gav mig den opbakning, jeg havde brug for til at føre idéen ud i livet. 

Hvad gjorde I for at starte projektet op?

Vores idé var at sende et korps af sundhedsfaglige studerende ud på gaden og støtte sårbare i mødet med sundhedsvæsnet. Så vi startede med to fødder-princippet; vi dyrkede vores netværk i de udsatte miljøer i Aarhus og i studiemiljøet i Aarhus på de sundhedsfaglige uddannelser. 

Projektet er en win-win for begge parter. De sårbare får støtte i samtaler med læger, behandlere osv., de har en ekstra ved siden af sig, der kan huske, hvad der bliver sagt i samtalerne, og de får også hjælp til at huske deres aftaler med de forskellige instanser. De studerende får noget, der er svært at lære på skolebænken. De får erfaring med at arbejde tværfagligt, og de ser, hvilke barrierer der er for udsatte borgere i forhold til at bruge sundhedssystemet. 

Vi er nu blevet stiftet som en social frivillig forening, og  sidste år havde vi omkring 400 ledsagelser. Efter projektet har kørt i to år er jeg pr 1. september ansat af Aarhus Kommune, Magistraten for Sundhed & Omsorg, til at drifte og videreudvikle Social Sundhed og styrke den fælles indsats i hele kommunen ved at bidrage til større social lighed i sundhed. 

Hvilke budskaber og erfaringer vil du dele på Samskabelsestræf 2016?

Rigtig tit starter et samskabelsesprojekt i kommunen. Og særligt her er det en udfordring for kommunerne at finde den rette balance. For hvis de frivillige skal være motiverede og bidrage med deres private tid og ressourcer, skal kommunen være den faciliterende part – og ikke den styrende. 

En anden afgørende erfaring for mig er, at kommunens fagprofessionelle medarbejdere er helt essentielle i et samskabelsesprojekt. Når en frivillig organisation som vores træder ind på et kernevelfærdsområde, hvor man ikke er vant til at inddrage frivillige, kan man godt komme i klemme. Derfor er der en vigtig ledelsesopgave at klæde de fagprofessionelle på til at samskabe, da nøglen til succes ligger i samarbejdet med dem. Ægte samskabelse sker ikke i centralforvaltningen – det sker i mellem borgeren, den frivillige og den fagprofessionelle.