NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

87 HK’ere er blevet videreuddannet i Aalborg Kommune

Erkendelsen af at HK’erne er nødt til at kompetenceudvikle sig og følge med tiden, fik fællestillidsrepræsentant i Aalborg Kommune, Susanne Thorsø, til at sætte et stort kompetenceudviklingsprogram i gang.

Artiklen har været bragt i HK Kommunalbladet den 9. december 2016

Det hele startede egentlig med, at jeg havde en kollega, der blev fyret, da hendes afdeling blev lukket ned. Hun havde siddet det samme sted i 34 år. Inden hun stoppede, sagde hun til mig: "Lov mig at larme ligeså mange steder, du kan komme til det. Det er vigtigt, at HK’erne forstår, at de bliver nødt til at videreuddanne sig”. Det løfte har jeg holdt, fortæller fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Aalborg Kommune, Susanne Thorsø.

Hun snakkede med kommunens HR-chef og fik arrangeret et halvdagsmøde på tværs af alle forvaltninger, hvor der blev tænkt en masse krøllede tanker om, hvilke kompetencer en administrativ medarbejder skal have i fremtiden. Derefter blev der lavet et skriv til direktørgruppen, som var helt enige og måbende over, at det overhovedet var et problem at få lov til at efteruddanne sig. - Det var rigtig vigtigt, at vi havde ledelsens opbakning. Både på øverste plan men især også på mellemlederplan så ledelsen ikke skulle være en bremseklods, fortæller Susanne Thorsø.

SUSANNE HAR FÅET EN MILLION

Aalborg Kommune inviterede uddannelsesinstitutionerne til at komme med et bud på Fremtidens Administrative Medarbejder, og det endte med, at COK vendte tilbage med fire profiler; supporteren, innovatøren, administratoren og specialisten – og blev valgt som udbyder af uddannelserne. - Hele projektet har været afhængigt af Kompetencefonden, så jeg holdt et møde med HK Kommunal og slog ud med armene og sagde, at jeg ville have hundrede medlemmer igennem. Og det lykkedes. Pludselig stod der på intranettet: Susanne har fået 1 million, siger hun og griner. Og hele 87 HK’ere har nu været igennem kompetenceudviklingen. En af dem er Anja Thrane Skovmand, som er arkivassistent på Aalborg Stadsarkiv og har været på den uddannelse, der knyttede sig til profilen Supporteren. Hun er uddannet bibliotekar, men har aldrig taget anden uddannelse for at bliver mere ”HK-agtig”, som hun siger. - Jeg er jo ansat i en HK-stilling og har ofte hørt Susanne snakke om, at det er vigtigt, at vi uddanner os. Jeg har længe tænkt på at tage en kommunom, men har været tilbageholdende, fordi jeg synes, det er meget ved siden af mit fuldtidsarbejde, fortæller Anja Thrane Skovmand. Hun tilføjer, at Supporteruddannelsen var en god test af, om det kunne lade sig gøre.

STRUKTUR OG SELVTILLID

COK-uddannelserne, der var specialdesignet til Aalborg Kommune, tog 11 uger med én enkelt dags undervisning om ugen – så det var ifølge Anja Thrane Skovmand ikke noget problem at få det til at hænge sammen.

Jeg fik virkelig meget ud af det. Det var fedt, at vi var samlet på tværs af forvaltninger, – men dog alle fra samme kommuner. På den måde fik vi netværket og lært en masse om de andre forvaltninger. Jeg har helt klart fået mere viden om projektledelse og kan se styrker og faldgruber. I dag ville jeg slet ikke være bange for at melde mig som projektleder, siger Anja Thrane Skovmand begejstret.


Uddannelsen har ikke bare givet hende mod på mere uddannelse, hun har også lært sig selv bedre at kende. - Jeg er blevet opmærksom på, at jeg er en ”afslutter”. Der var andre, der var gode til at sætte ting i gang, men måske knap så gode til at få dem afsluttet – og der var jeg en, der sørger for, at tingene bliver færdige. Uddannelsen har givet mig en tro på, at jeg godt kan. Og det uanset om det drejer sig om projektledelse eller kompetenceudvikling. Jeg er blevet mere struktureret og har fået nogle gode værktøjer til, hvordan jeg griber et projekt an og får lavet en realistisk tidsplan, forklarer Anja Thrane Skovmand. - Og så er overvejelserne om kommunomen altså kommet tættere på. Nu ved jeg i hvert fald, at jeg godt kan overskue det, smiler hun.

De fire kompetenceprofiler

Uddannelserne, der er på akademiniveau, varer 11 uger med en enkelt undervisningsdag om ugen og giver 10 ECTS.

SUPPORTEREN:

  • Bygger løsninger i fællesskab med borgeren og kollegaer i kommunen.
  • Erkender, at løsninger sjældent skal findes ét sted, hos én person eller hos én organisation alene. n Kender grænserne for sin egen faglighed og formåen til fingerspidserne.
  • Er en igangsætter, der ikke er bange for at banke på nye døre og gribe telefonen, når en god ide melder sig.
  • Har klare og tydelige mål i sagsbehandlingen og anvender gerne klassiske projektledelsesredskaber.


INNOVATØREN:

  • Identificerer ressourcer hos borgeren og kollegaen, i deres netværk, i egen organisation og i det omkringliggende samfund.
  • Starter og slutter med borgeren eller kollegaen. Sammen med dem undersøger den administrative innovatør hvilke ressourcer, de selv har til rådighed, før de sammen kigger i andre retninger.
  • Har altid forventninger til borgeren og kollegaen.
  • Er drevet af ambitionen om at finde ressourcer og bringe dem i spil sammen med dem på vejen mod et særligt mål.
  • Kender systemet godt nok til at vide, at borgerens liv aldrig passer ind i systemets bokse og kasser


ADMINISTRATOREN:

  • Stor faglighed, sætter en ære i at disponere i overensstemmelse med gældende lov og retspraksis.
  • Sætter en dyd i at balancere mellem myndighedsrollen og borgernes og kollegaernes krav og forventninger.
  • Analyserer og agerer i forhold til en given situation og agerer også i forhold til udviklingstendenser i samfundet.
  • Udvikler sin egen myndighedsrolle ud fra erfaringer og viden fra den kommunale praksis samt ændringer i regler, retspraksis og normer.
  • Analyserer og vurderer adfærds- og reaktionsmønstre hos borgerne.


SPECIALISTEN:

  • Oversætter det abstrakte til tydelig tale og konkret handling.
  • Forstår hvad visionen i kommunen betyder for den måde, hun skal handle og kommunikere på. 
  • Dygtig til at forklare meningen med en ny strategi eller en ny indsats, så det giver mening for lige netop dem, forandringerne har betydning for.
  • Har evnen til at tænke logisk og analyserende.
  • Kommunikerer klart og ærligt og giver aldrig et afslag på en forespørgsel uden også at foreslå en løsning.
  • Er diplomatisk, men lægger om nødvendigt gerne arm med ledere og andre beslutningstagere og har ofte ledelsesegenskaber.