Nye muligheder for HK-ansatte som kommunernes byggesagsbehandlere
Med det nye bygningsreglement er det blevet endnu mere relevant som administrativ medarbejder at vende sin interesse mod byggesagsbehandling.
I det nye bygningsreglement er den tekniske del af en byggesag flyttet fra kommunerne til private. Det skaber en plads i byggesagsafdelingerne i kommunerne, som HK-ansatte kan tage – og kommunommodulet Fremtidens byggesagsmedarbejder kan hjælpe dem godt på vej til at udfylde denne plads.
Administrationen fylder mere i byggesagsbehandlingen
– Den HK-ansatte, som måske sidder med adressesager, BBR-registrering, boligregulering eller andre byggerelaterede områder, har mulighed for at udvide sine kompetencer og indgå i et byggesagsteam. Med bygningsreglement 2018 er det administrationen, der fylder, herunder særlig sikring af overholdelsen af de administrative bestemmelser, gennemgang af byggeret og kontrol med, at byggesagerne indeholder den rigtige og tilstrækkelige dokumentation. Samtidig har kommunerne svært ved at rekruttere byggesagsbehandlere som ingeniører og arkitekter, og her kan de administrative medarbejdere blive en del af kommunernes løsning. Fordi de er skarpe til netop den del af byggesagsopgaverne, der er tilbage i kommunerne, mener underviser på modulet Jacob Egholm.
Jacob Egholm er teamleder for byggesagsafdelingen i Herlev Kommune, Han har været med i udviklingen af kommunommodulet Fremtidens byggesagsmedarbejder, ligesom han underviste på pilotholdet, som blev gennemført i efteråret 2018. Udover at undervise for Kommunomuddannelsen underviser Jacob Egholm også i forvaltningsret på Københavns Universitet og i byggeloven og bygningsreglementets administrative regler hos Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).
– Det særlige ved Fremtidens byggesagsmedarbejder er, at vi hele modulet igennem fokuserer på praktisk byggesagsbehandling. De første gange er der fokus på den del af forvaltningsretten, som er relevant i forhold til byggesagsbehandling. Derefter går vi praktisk på byggesagsreglementet, så de studerende kommer fagligt på plads. Derudover taler vi om den gode dialog med borgerne, og hvordan man undgår eller evt. håndterer en borgerklage, forklarer Jacob Egholm.