Proceskonsulenten: Den refleksive deltager

I Artiklen ”Proceskonsulenten som implementeringsagent” sætter Ruth Gøjsen, konsulent i COK og Karina Solsø, konsulent i Rambøll, deres egen og andre konsulenters funktion i forbindelse med implementering under lup. De to konsulenter argumenterer for, at konsulenter bør forstå sig selv som refleksive deltagere snarere end som eksterne observatører.   

De fleste proceskonsulenter kender til at stå i slutningen af en proces og opleve, at ejerskabet til produktet udebliver. Spørgsmålene trænger sig på; Hvad skete der? Hvor gik det galt? Hvorfor udeblev ejerskabet? Og i det stille sind popper det altafgørende spørgsmål op – er produktet overhovedet bæredygtigt, og lever det videre som planlagt, når arbejdet er slut?   

Implementeringens svære kunst

Når konsulenter oplever, at implementeringen mislykkes, er det sjældent et spørgsmål om planlægning, eller fordi konsulenter generelt er dårlige til at involvere kunder og medarbejdere. Det skyldes til gengæld det faktum, at implementering hviler på en naturvidenskabelig og mekanisk forståelsesramme, som sjældent – hvis ikke aldrig – står mål med de komplekse og dynamiske interaktioner mellem mennesker.  

Med afsæt i teorien om komplekse interaktioner fremfører Ruth Gøjsen og Karina Solsø to argumenter for, hvorfor proceskonsulenten må revurdere sin rolle, hvis han eller hun vil lykkes som implementeringsagent.  

1. Vanskeligheder med implementering opstår, fordi implementering hviler på en række alment antaget, dog misforstået uforenelige principper om, hvordan menneskelige fællesskaber fungerer. 
2. Den klassiske opfattelse af konsulenten som ekstern i forhold til organisationen rummer vanskeligheder, der potentielt kan gøre konsulenten til talsmand for dagsordener, han eller hun ikke vil eller kan stå inde for.

Proceskonsulenten som refleksiv deltager

Teorien om kompleks interaktion peger på, at den eneste position, hvorfra enhver kan indgå i en organisation, er i positionen som refleksiv deltager. Grundpræmissen er, at alle indgår i lokale interaktioner med relativt få andre, og at det er i disse lokale interaktioner, at globale mønstre opstår, og en ny mening og forståelse kommer frem.   

Proceskonsulenten handler også under denne grundpræmis. I lokale interaktioner forsøger proceskonsulenten at forme, hvad der skal ske, samtidig med at proceskonsulenten bliver formet af det, som sker. Som enhver anden besidder proceskonsulenten ikke nogen særlig evne til at hæve sig over konteksten – implementeringen.  

At forstå sig selv som refleksiv deltager er at tage sine erfaringer alvorligt. Det er at lytte til sin tvivl og skepsis. Det er at forholde eventuelle bekymringer til sig selv, sine kunder og samarbejdspartnere.  

At betragte sig selv som refleksiv deltager har samtidig et frisættende perspektiv, fordi relationerne til omgivelserne hele tiden kan ændres og udfordres. Første skridt er at tage sin tvivl og oplevelser alvorligt – at vove at være i tvivl – uden at spille sig selv af banen. I dialog med kunden handler det derefter om over tid at opbygge en relation og forhandle sit råderum, hvor man som konsulent ikke betragtes som en leverandør, der udfører en bestilling, men snarere som en refleksiv samarbejdende deltager med kompetencer i implementering og erfaring med at involvere andre mennesker.   

Artiklen er udgivet i Tidsskriftet Erhvervspsykologi juni 2015.