NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Projektledelse for nye, erfarne – og de helt grønne

En udviklingssygeplejerske, en kommunikationskonsulent og en brandinspektør. En med erfaring og en uden – og en, der er nysgerrig på at arbejde projektorienteret. Så forskellige er de tre deltagere på Den Offentlige Projektlederuddannelse, som COK har talt med. Men fælles for dem er, at de trods vidt forskellige forudsætninger går fra uddannelsen med mange nye værktøjer, som de glæder sig til at afprøve i deres hverdag.

"Den Offentlige Projektlederuddannelse har udvidet mine handlekompetencer. Jeg har fået flere tilgange til at tilrettelægge et projekt og værktøjer til at planlægge både projektet og processen," siger Gitte Lynge Hansen, udviklingssygeplejerske i Tårnby Kommune.

Gitte Lynge Hansen har arbejdet projektorienteret i mange år, men savnede den teoretiske baggrundsviden og nye værktøjer til at sammensætte et projekt. Derfor tilmeldte hun sig Den Offentlige Projektlederuddannelse hos COK i Herlev i foråret. Det gjorde hun blandt andet sammen med Martin Pryds Mikkelsen, der er brandinspektør i Lolland Kommune. Martin Pryds Mikkelsen har ingen erfaring med projektarbejde, men var nysgerrig på, om der var noget at hente i forhold til hans arbejde med brandtilsyn og byggesagsbehandling.

"Efter uddannelsen har jeg har fået mod på at begynde at arbejde mere projektorienteret. Uddannelsen er bygget rigtig godt op med en god balance mellem undervisning og gruppearbejde, så selvom jeg ikke havde erfaring med at arbejde projektorienteret, har jeg alligevel fået en vis tryghed i at anvende de forskellige værktøjer," siger Martin Pryds Mikkelsen.

Louise Lærke Andersen har taget Den Offentlige Projektlederuddannelse på holdet i Aarhus. Hun er relativt ny inden for projektledelse og tilmeldte sig for at være bedre klædt på til det næste store projekt.

”Jeg tilmeldte mig uddannelsen, fordi jeg manglede nogle greb i forhold til at lede udviklingsprojekter for bibliotekerne i Aarhus. Jeg tager en stor fyldt værktøjskasse med mig hjem, og jeg glæder mig til at afprøve værktøjerne, når jeg skal i gang med næste store projekt og blive klogere på, hvad der virker bedst for mig og i hvilke situationer,” siger Louise Lærke Andersen, der er kommunikationskonsulent for Aarhus Kommunes biblioteker.

Nye kompetencer i spil

De tre deltagere har netop afsluttet det fjerde og sidste modul af Den Offentlige Projektlederuddannelse, men har allerede bragt deres nye kompetencer i spil.

”Jeg har ændret rigtig meget på min arbejdsform. Før havde jeg f.eks. én måde at præsentere et projekt på – uagtet af, om det var til projektejerne, arbejdsgruppen eller brugerne. Nu er jeg blevet meget skarpere på at pitche projektet og få det solgt ind internt i organisationen og implementeret i driften,” siger Louise Lærke Andersen, der har valgt at afslutte uddannelsen med eksamen i projektledelse som en del af Den Offentlige Lederuddannelse.

Gitte Lynge Hansen, der også har valgt at tage eksamen, fremhæver, at det største udbytte for hende er, at hun er blevet mere bevidst om, hvad hun gør. Selvom Gitte Lynge Hansen har arbejdet med projekter længe, er hun også blevet mere skarp på at sammensætte en projektbeskrivelse. Martin Pryds Mikkelsen havde derimod ingen erfaring med projektarbejde. Alligevel oplever han, at han kan bruge uddannelsen til en masse.

"Jeg har fået mange værktøjer, jeg kan bruge i hverdagen, selvom jeg ikke decideret arbejder med projekter. Særligt i forhold til, hvordan man kan inddele sine opgaver, prioritere og planlægge processer samt afholde bedre møder og kommunikere tydeligere."

Projektledelse i en kommunal ramme

Der findes mange forskellige uddannelsestilbud for projektledere, men Den Offentlige Projektlederuddannelse adskiller sig ved den kommunale fællesnævner.

”Det har været meget udbytterigt at deltage på et hold med så mange forskellige profiler. Vi taler alle sammen inden for en kommunal offentlig ramme, men har alligevel helt forskellige erfaringer, og det har givet virkelig god sparring og dialog,” siger Louise Lærke Andersen og tilføjer:

”I undervisningen får du præsenteret en teori eller et greb, og så afprøver vi det i praksis. Det føles faktisk slet ikke som undervisning.”

Er du helt grøn som Martin, ny i projektarbejdet som Louise eller en garvet projektleder som Gitte, så kan du læse mere om Den Offentlige Projektlederuddannelse ved at klikke her