NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Selvevaluering og handleplan med afsæt i Ny Syntese

Workshop målrettet kommunale ledere og lederteams

Indhold

Ny Syntese har over de sidste 3-4 år udfordret og inspireret direktioner og chefgrupper i kommunerne til et skærpet blik på både det store HVORFOR og det mere praktiske HVORDAN. Nu inviterer vi også institutionsledere og afdelingsledere til at arbejde med tænkningen og udforske centrale spørgsmål i eget lederteam som fx:

  • Hvordan får I givet en stærkere stemme til jeres borgere og brugere tættere på drift og udvikling, behov og løsning af kerneopgaven?
  • Hvad skal der til for at balancere økonomi og lovgivning med ønsker om at gå nye innovative veje, implementere og opbygge langsigtet kapacitet?
  • Hvor tydeligt og åbent kan jeres lederteam begrunde og følge til dørs, hvorfor jeres afdeling og institution findes, hvad I virkelig er sat i verden for og hvordan I bedst skaber værdi?
  • Hvilke helt afgørende samtaler skal I have i ledelseskæden for at alle trækker i samme retning på de visioner og mål, I arbejder med?
  • Hvilke kulturelle aspekter præger jeres vaner, prioriteringer og adfærd?

Ny Syntese er ikke en model med fire hjørner, men et vejkort at navigere efter, som stimulerer til refleksion og handling i forhold til fremtidens udfordringer. Tankesættet tager både fat i jeres fundamentale begrundelser for at arbejde med offentlig velfærd, og hvordan I konkret kan trimme ledelsesindsatsen, så den kommer 360 grader rundt i et format, der tager højde for den oplevede kompleksitet.

Formål og udbytte
I opnår et helhedsorienteret blik på kerneopgaven og egen ledelsespraksis. Det giver jer grundlag for at træffe beslutninger om prioriteringer og vigtige forandringer samt videreudvikling af kompetencer, samarbejdsformer og ledelsesroller. Det er ikke en forudsætning, at man har arbejdet med rammeværket Ny Syntese før, men er man i en kommune, hvor det er prioriteret, så vil I kunne tage fat fra dette udgangspunkt.

I kan opnå:

  • Indsigt i tankesættet med et fælles sprog til en kvalificeret ledelsesdialog, der kommer rundt i et bredt, helhedsorienteret og nuanceret perspektiv
  • Selvevaluering af egen ledelsespraksis ud fra de linser og strategiske perspektiver til analyse og vurdering, som Ny Syntese bidrager med
  • Refleksioner over de vaner, mønstre, blinde pletter og kulturelle aspekter, der indvirker på jeres prioriteringer og balancepunkter
  • Fælles handleplan med fokus på de ønskede forandringer, roller mv.

Som lederteam får I desuden sparring og feedback fra kolleger fra andre kommuner og velfærds- eller stabsområder. I bliver afklaret og styrket internt, i relation til jeres forvaltnings- og centerområde og ift. samspillet med aktører udenfor den kommunale organisation.

Tilrettelæggelse

Over to dages workshop selvevaluerer I egen praksis ud fra en systematisk og helhedsorienteret tilgang inspireret af Ny Syntese. I vælger selv fokus på enten hele institutionen/enheden (fx undersøgelse af jeres styrings- og ledelsesmæssige prioriteringer på Jobcenterets indsatsområder) eller udvalgte dele af jeres arbejde (fx implementering af ny praksis i specialundervisningen). Det sker i et dynamisk forløb, hvor I veksler mellem eget arbejde og feedback og sparring. Hver fase bliver understøttet med faglig introduktion og inspiration.

Vi arbejder med spændingsfelterne ”Orden og System” (Compliance), ”Effektivitet og Optimering” (Performance), ”Samarbejde og Nytænkning” (Emergens) og ”Levedygtighed og Modstandskraft” (Resiliens). Desuden bliver der inkluderet et sæt linser, som er konkrete perspektiver på praksis specielt udviklet i Ny Syntese. Konkret bruger vi en elektronisk Work book, hvor lederteamet dokumenterer centrale refleksioner, pointer og handleforslag til indfrielse af organisationens mål og kerneopgave.

Efter 1 måned følger vi forløbet op med et konsulentunderstøttet sparringsmøde i lederteamet, hvor I udfordres på handleplan og implementering.

Undervisere/ Oplægsholdere

Oplægsholdere og facilitatorer på dagene
Per Møller Janniche, Chefkonsulent Komponent
Christina Nüssler, Chefkonsulent Komponent

Vi står på skuldrene af det aktuelle Væksthus for Ledelse projekt, der har samlet erfaringerne fra en lang række kommuners succeser og udfordringer fra arbejdet med Ny Syntese. https://www.lederweb.dk/udgivelser/ny-syntese/

Målgruppe

Målgruppen er lederteams i den kommunale organisation med ansvar for drift og udvikling i egne institutioner/enheder. Det kan fx være lederteams fra Jobcenteret, Bostedet, Dagtilbuddet, Skolen, Biblioteket, Ungdomsskolen, Plejecenteret mv. Ansvarlig chef fra forvaltning/center kan med stor fordel deltage.

Forløb tilpasset arbejdspladsen
Gem som favorit

Vil du vide mere?

Kontakt os i dag