NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Vil du være en bedre underviser? Her er 12 gode råd til dig, inden du åbner dit slideshow

God undervisning er ikke det samme som gennemført undervisning. Vi har spurgt en af vores garvede undervisere om et par gode tips til dig, der gerne vil skabe mere læring, når du underviser eller formidler.

Den, der løber med ordet, løber med læringen. Derfor er det som udgangspunkt vigtigere, at dine deltagere siger noget, end at du selv siger noget. Det er en af de vigtige pointer fra Lasse Karlberg, der er chefkonsulent hos Komponent og underviser på VPG - Voksenpædagogisk Grunduddannelse – Formidling, didaktik og undervisningsteknik.

– Der findes grundlæggende to slags undervisning: Den, hvor du bagefter kan sige, at undervisningen er gennemført, og den, hvor deltagerne bagefter gør noget på en ny måde. Dybest set er der kun sket læring, hvis nogen gør noget anderledes, når undervisningen er slut – er der ingen, der gør noget anderledes, har du i bedste fald været underholdende og i værste fald direkte skadelig for din mission, siger Lasse Karlberg.

Undervisning kræver mod og gode rammer

Ifølge Lasse Karlberg er en af de sværeste ting som underviser at være stille og blot lytte til deltagerne. Men faktisk er netop det en af de vigtigste forudsætninger for, at deltagerne får mulighed for at lære.

– Når du gerne vil sikre dig, at deltagerne rent faktisk lærer noget og går ud og bruger deres nye viden, så skal du som underviser sørge for, at de får relateret stoffet til sig selv og deres hverdag. Det betyder, at de skal have mulighed for at sætte deres egne ord på det, der sker i undervisningen. Det er også derfor, at tid til egen refleksion, gruppesnakke og f.eks. en walk and talk giver så rigtig god mening i en undervisningssituation, siger Lasse Karlberg.

Ifølge Lasse Karlberg kan det som underviser være grænseoverskridende at stoppe sin monolog og åbne op for dialogen. Ikke mindst fordi det kræver stram styring at sikre læring hos alle.

–  Som underviser skal du have mod til at stoppe manden ovre i hjørnet, der altid er klar til at svare på dine spørgsmål, og som bare bliver ved med at snakke. Samtidig skal du have mod til at spørge ham, der ikke har sagt så meget om, hvad han tænker, så også han får gang i de gode refleksioner og mulighed for at dele dem med de andre deltagere, siger Lasse Karlberg og fortsætter:

–  Et godt råd kan være ikke straks at svare på deltagernes spørgsmål, det kommer vi nemlig nemt til som underviser, da vi jo ofte har svaret. Nogle gange kan det være mere givende at være i stilheden og give plads til, at en af deltagerne kommer på banen med et svar. Den, der løber med ordet, den der får relateret stoffet til sin egen hverdag og den, der får dannet tydelige billeder inden i hovedet, løber med læringen. Og det er dit job som underviser at sikre nogle trygge og gode rammer for netop det.

12 gode råd til din undervisning

  • #1 Planlægning er alt. Det giver dig overblik og ro til at improvisere. Husk dog, at du skal have modet til at give slip, når der sker noget energifyldt i rummet.
     
  • #2 Tilrettelæg din undervisning, så du har det tungest stof om formiddagen, hvor folk er friske, og det lettest om eftermiddagen, hvor folk er fyldte med indtryk.
     
  • #3 Løsriv dig fra dit talepapir: Skriv ned hvad du vil sige, sig det derefter højt for dig selv, og skriv derefter de stikord ned, som du kan huske. Det vil være det vigtigste.
     
  • #4 Stå i rummet, stå på dine ben, bevæg dig, brug dine arme – det gør dig lettere for deltagerne af aflæse dine pointer: Hvad er særlig vigtigt, hvad er følsomt, hvad skal give stof til eftertanke?
     
  • #5 Vær ikke bage for pauser og stilheden, der kan opstå undervejs – det er der, refleksionerne opstår. 
     
  • #6 Hav modet til at spørge dem, der ikke siger noget af sig selv – det skaber dynamik og bedre læring og giver flere perspektiver – her kan du med fordel bruge forskellige processer og gruppearbejde for at få alle i spil.
     
  • #7 Hav modet til at anerkende hende eller ham, der er lynhurtige til at svare og sig, at du denne gang godt vil have en anden på banen. Dermed skaber du rammer for at andre kommer til.
     
  • #8 Lad være med straks at svare på deltagernes spørgsmål – vær i stilheden og se efter, om der er en deltager, der har svaret. 
     
  • #9 Sæt gerne deltagerne til at reflektere alene i 2-5 minutter, før du åbner dialogen på holdet – det kan være efter dit oplæg eller efter en gruppesnak. 
     
  • #10 Sørg for at forventningsafstemme, når du begynder undervisningen: Hvad forventer I fagligt, og hvad forventer deltagerne af dig som underviser og de øvrige deltagere på holdet.  
     
  • #11 Husk pauserne. Det er der, det sociale opstår og der, deltagerne deler uformel viden og får modet til at stille uddybende spørgsmål.
     
  • # 12 Start på VPG hvor du får endnu flere tips til god undervisning og formidling og mulighed for at få prøve dem af i trygge rammer.

Bliv en stærkere underviser og formidler med en VPG

Med en VPG - Voksenpædagogisk Grunduddannelse – Formidling, didaktik og undervisningsteknik får du både redskaberne og den trygge øvebane, der gør dig til en mere selvsikker og professionel formidler og underviser, som skaber bedre læring hos dine tilhører – til fordel for både dig selv, dine kollegaer og din organisation.

Kontakt

Har du spørgsmål til VPG - Voksenpædagogisk Grunduddannelse – Formidling, didaktik og undervisningsteknik? Du er altid velkommen til at kontakte os.