NYHED
Vi er blevet til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
Læs mere om Komponent her

Økonomi er et sæt briller, du tager på

Økonomi er mere end tal og kolonner. Det er en måde at anskue verden på, som hjælper dig til at prioritere og gøre mere af det, der skaber værdi. Og som kommunal leder forventes det, at du har styr på din økonomi – også selvom din faglighed er en helt anden.

Du har ansvaret. 

Sådan svarer økonomichef og DOL-underviser Kenneth Andersen på spørgsmålet om, hvorfor kommunale ledere uden økonomisk kernefaglighed alligevel bør interessere sig for økonomistyring: 

"I sidste ende er der kun én, der har ansvaret for økonomien, og det er dig. Ledelse handler ikke kun om faglig og organisatorisk udvikling. Det handler i høj grad også om styring, og det forventes af dig, at du kan prioritere og træffe beslutninger på baggrund af økonomi", fortæller Kenneth Andersen, der er en af underviserne på DOL-modulet Ledelse og økonomistyring.

Et sæt briller, du tager på

Som kommunal leder er det nødvendigt, at du har en grundlæggende forståelse for de institutionelle vilkår, der præger den enkelte afdeling eller institution. Ifølge Kenneth Andersen er økonomi først og fremmest et sæt briller, du tager på og anskuer verden igennem:

"Når vi taler udgiftslofter i kommunerne, er der i virkeligheden tale om EU-lovgivning, der omsættes til dansk lov og derefter til en økonomiaftale. Når Folketinget vedtager ældremilliarden, skal man implementere og forvalte den helt ude i styringskædens yderste led. Og når man indfører minimumsnormeringer, få det direkte indflydelse på den enkelte daginstitutions drift og økonomi. Hvis du kender de her styringskæder, og du forstår, hvordan de enkelte elementer spiller sammen med din lokale økonomistyring, bliver det nemmere for dig at lede – også opad", siger Kenneth Andersen. 

Det handler om adfærd

Men økonomistyring i en ledelsessammenhæng handler ifølge Kenneth Andersen også om at forstå, hvordan f.eks. lokale indsatser om nedbringelse af sygefravær påvirker afdelingens eller institutionens økonomi, produktivitet og forudsætninger for at nå i mål: 

"Økonomi er ikke bare tal og kolonner. I sidste ende handler økonomi om adfærd og adfærdsregulering. Det handler om at få ting til at ske eller holde op med at ske, og det regulerer man gennem forskellige økonomiske incitamenter og principper", siger han og fortsætter:  

"Det handler i høj grad om at få organisationen til at spille med på de normer, regler og retningslinjer, du har sat for økonomistyringen. Og det handler om at forholde sig til, at vi gør mere af det, der skaber værdi, og reducerer spild og handlinger, der ikke skaber værdi."  

Økonomi på den store klinge

Kenneth Andersen understreger, at modulet Ledelse og økonomistyring hverken er et bogføringskursus eller praktisk træning i at bruge regneark: 

"Vi er oppe på den høje klinge, hvor vi forholder os til den kommunale leders krydspres, anskuet gennem økonomiens briller. Deltagerne træner den økonomiske logik og evnen til at se sammenhæng mellem indsatser og økonomi", fortæller Kenneth Andersen. På modulet arbejder deltagerne bl.a. med adfærds-, transaktions- og spilteori, og de bliver også introduceret for konkrete teknikker, man kan bruge i f.eks. budgetopfølgningen.

Lær at lede med økonomien – start oktober 2021

Ledelse og økonomistyring får du:

  • indblik i forholdet mellem ledelse og økonomistyring
  • viden om, hvordan din enheds økonomiske virkelighed hænger sammen med det kommunale budget og lovgivningen
  • konkrete værktøjer til at forstå og styre økonomien. 

Ledelse og økonomistyring er for alle kommunale ledere uden økonomisk kernefaglighed – det kan f.eks. være institutionsledere, teamledere i borgerservice og beskæftigelse eller ledere i vej og park. Modulet består af fire undervisningsgange, vejledning og eksamen med udgangspunkt i en synopsis, hvor du arbejder med cases og problemstillinger fra din egen hverdag. 

Ledelse og økonomistyring (5 ECTS)

Du skærper din evne til at vurdere og gennemføre det nødvendige samspil med eksterne interessenter og øverste ledelse i organisationen, hvad angår budgettering og økonomistyring.

Se detaljer
Gem som favorit
Dato
  • August - november 2024
  • August - december 2025
Lokation Herlev, Randers

Ledelse og økonomistyring er et valgmodul på Den Offentlige Lederuddannelse og giver 5 ECTS. Du kan tage modulet alene eller som led i en samlet offentlig lederuddannelse på diplomniveau. Husk: Der er fuld merit mellem Diplom i ledelse og Den Offentlige Lederuddannelse.